Hotel Harmonien indstillet til Renoverprisen

Foto af Hotel Harmoniens facade

Renoveringen af Hotel Harmonien er med i kapløbet om at vinde Renoverprisen 2024.

Nu er der gang i indstillingerne til Renoverprisen 2024, der uddeles af Grundejernes Investeringsfond og den filantropiske forening Realdania. Det sker for at hylde den gode renovering og give renovering den synlighed og anerkendelse, som disciplinen fortjener.

Hotel Harmonien i Nakskov er et af de projekter, der er indstillet til prisen. Istandsættelsen af Hotel Harmonien er støttet af Nakskov Bymidtefond. 

Renoveringen af Hotel Harmonien er et eksempel på, hvordan man kan lave en renovering og en opdatering af byens gamle hotel, så det som hotel er klar til at føre byens udvikling videre, men samtidig på facaden, bliver tilbageført til sit oprindelige udtryk og dermed er med til at løfte Nakskovs bygningskultur. Der har således været fokus på at opdatere hotellet og kapaciteten ved at udvide i eksisterende bygninger, og samtidig tilbageføre facaden og indvendigt også den gamle festsal tilbage til det oprindelige udtryk, så hotellets og byens historie bliver fortalt og samtidig atter bliver rammerne om begivenheder mange år endnu.

Bygherren er Dan Lykkegaard. Den udvendige renovering er lavet på baggrund af vejledning fra H+ Arkitekter, der har filial i Nakskov. Entreprenøren er MT Byg. Projektet er støttet af Nakskov Bymidtefond, der hører under Nakskov 2030.

Vi skal renovere mere fremfor at rive ned

Renoverprisen har været uddelt i mere end ti år, men den har aldrig været mere vigtig end nu. Det skyldes et fortsat større fokus på, at man med renovering af eksisterende bygninger, fremfor at rive ned og bygge nyt, kan reducere klimapåvirkningen fra byggeri og spare på ressourcerne.

Foto af den istandsatte festsal

Foto: Den istandsatte festsal på Hotel Harmoninen. 

Belønner bl.a. blik for brugerne

Projekterne bliver vurderet på baggrund af seks hovedkriterier i form af eksempelværdi, solidt samarbejde, inspirerende ressourcetiltag, faglig kvalitet, blik for brugerne og levende bygningskultur. På den måde favner Renoverprisen hele processen bag et vellykket renoveringsprojekt anno 2024. 

Blandt de indstillede projekter udvælger Renoverprisens nomineringsudvalg fem-syv nominerede projekter. Vinderen findes efter en afstemning blandt 70 byggefagfolk.

Renoverprisen blev uddelt første gang i 2013 for at hylde og fremhæve Danmarks bedste renoveringsprojekter.

Læs mere om Hotel Harmoninens indstilling til prisen.