Vandsportscenter på Hestehovedet
I Nakskov 2030 skal vi skabe rammer for udvikling af nye tilbud til lokale og turister. Hestehovedet og Fjorden har fra starten været udpeget som et af de vigtigste potentialer i området. Vi kan f.eks. se fra lignende destinationer i Nordtyskland, at vandsport er med til at tiltrække nye gæster. Det unikke surfermiljø i Klitmøller er et dansk eksempel. Det har samtidig været tydeligt, at den største udfordring har været at skabe adgang til fjorden – det er nemt for folk med egen båd eller kajak, svært for alle andre.
Faciliterne matcher Naturlandets Infohus, som også er beklædt med træ.
Den udfordring bør nok deles op i to: For dem, der bor her, og som gerne vil opleve fjorden fast, er der masser af muligheder i det lokale foreningsliv, hvor både sejlklubben og roklubberne tilbyder medlemskab og mulighed for at prøve f.eks. rosporten af, inden man melder sig ind.
Derimod har der ikke været ret mange muligheder for dem, der er her i en uge eller to. Turister vil ikke melde sig ind i en forening, men de vil gerne købe et produkt som f.eks. et formiddagskursus i SUP eller en guidet tur i kajak. Det er den centrale målgruppe for et vandsportscenter.
Sidste år startede Kitesurf and Paddle op som et privat initiativ på Hestehovedet, og virksomheden har heldigvis fået mod på mere. Der var behov for mere plads, som samtidig signalerer de værdier om en afslappet livsstil, frihed og naturglæde, som er en del af kulturen i surfermiljøet.
Der er nu etableret et område i tilknytning til Naturlandets hus, hvor vandsportscenteret kan holde til. Det bliver spændende at følge, om det nye tilbud sammen med saunaen, legepladsen, kriblekrable-broen og de private tilbud kan trække yderligere gæster til.
Der arbejdes på at gøre de nye faciliteter klar til den nye sæson.