Om Nakskov 2030

Om initiativet Nakskov 2030

Lolland Kommune, Realdania og A. P. Møller Fonden har til sammen afsat 150 millioner kroner til initiativet Nakskov 2030. Et ambitiøst udviklingsprojekt der vil sende den gamle købstad og levende industriby godt ind i fremtiden.

Initiativet Nakskov 2030 er et partnerskab mellem Realdania, A.P. Møller Fonden og Lolland Kommune om at udvikle Nakskov. Et ambitiøst udviklingsprojekt der vil sende den gamle købstad og levende industriby godt ind i fremtiden.

Partnerne har til sammen afsat 150 millioner kroner til initiativet. Initiativet blev lanceret i april 2020, hvorefter der blev etableret et sekretariat til at drive udviklingen og realisere de konkrete projekter.

Visionen er at styrke Nakskov som en by med et attraktivt natur-, fritids- og byliv, som stadig flere vælger at besøge og flytte til. Med udgangspunkt i en fysisk udvikling af byen, skal Nakskov 2030 samle, engagere og understøtte en fælles udvikling af Nakskov – til glæde for borgere, besøgende, erhvervsdrivende og hele Lolland.

Nakskov har unikke fordele og aktiver, der kan bruges som løftestang for ny udvikling. For eksempel en enestående fjordnatur, en historisk bymidte og en rå og levende erhvervshavn.
Udviklingen vil være centreret omkring Hestehovedet og fjorden, havnen og bymidten. 

Foto: Havnebygningen og Toldboden set fra søsiden

Målet for 2030 er: 

  • Nakskovs borgere er stolte af deres by og har en positiv identitet som Nakskovitter og et stærkt lokalt fællesskab. Nakskovs borgere løfter i flok og er engagerede i Nakskovs udvikling som turistdestination.
  • Nakskov har et godt omdømme og er kendt som en god by at bo i og besøge og for positive historier om byens velbevarede historiske bykerne, sin aktive og levende industrihavn og det særlige fjordlandskab.
  • Nakskov tiltrækker nye borgere, der kommer til byen for at blive en del af den gode historie og for at få del i de nye arbejdspladser.
  • Nakskovs positive udvikling er med til at tiltrække nye investeringer i udvikling af nye oplevelser og turismeprodukter af god kvalitet.
  • Nakskov byder på velbevarede og levende kulturmiljøer. Nye forretninger og aktiviteter bringer liv i Nakskovs historiske bygninger, og de private ejere vedligeholder aktivt bymidtens bygninger og tager ansvar for at passe på de historiske kvaliteter i det fysiske miljø.
  • En styrkelse af Nakskov også vil betyde vækst og udvikling på resten af Lolland. Forventningen er, at udviklingen vil bringe cirka 70.000 gæster til Nakskov årligt. Disse besøgende vil ikke kun komme Nakskov til gode, men kan også blive nye gæster på resten af Lolland. Det kan være som dagsbesøgende og udflugtsturister og handlende, men også som overnatningsgæster, der ønsker at opleve mere end blot en destination på Lolland.

Baggrunden for Nakskov 2030 

Nakskov er Lollands største by og har afgørende betydning for udviklingen af hele øen. I dag er Nakskov inde i en god udvikling. Arbejdspladserne i industrien kommer tilbage og befolkningstallet er stabilt. Men der er stadig behov for at arbejde mål¬rettet for at udvikle byen, hvis den skal fortsætte med at være en attraktiv hovedby på Lolland.

I årene frem mod lanceringen blev der arbejdet intensivt med at skabe grundlaget for Nakskov 2030. Initiativet 'Nu tæller kun handling' var en af de gennemgående kræfter, der var med fra start. Udover dem er der mange foreninger og borgere i Nakskov og opland, der har bidraget med viden og ideer. Uden alle de mange der frivilligt at bidraget til processen, var Nakskov 2030 aldrig blevet en realitet. 

Udvikling af Nakskov i fremtiden kræver også et fælles og samlet løft, som både kommune, erhvervsdrivende, lokale investorer og borgere er sammen om. Derfor er det nødvendigt at sætte en klar og fælles retning for hvor, hvordan og hvornår udviklingen skal ske.

Foto: Silhuet af Nakskovs bygningen i solnedgang

Udviklings- og investeringsstrategi for Nakskov 

Nakskov 2030 sætter retning for, hvordan turisme kan være løftestang for den udvikling. Det sker på baggrund af den udviklings- og investeringsstrategi, som  BARK Rådgivning udarbejdede for Nu tæller kun handling i årene 2018-2019. Planen blev offentliggjort i april 2019 og behandlet i juni samme år. Udviklings- og investeringsstrategien dannede udgangspunkt for den videre dialog med private fonde om etablering af et partnerskab om udvikling af Nakskov.

Du kan læse udviklings- og investeringsstrategien, der danner rammen om initiativet Nakskov 2030 lige her: 

Udviklingsprincipperne for Nakskov 2030 

Initiativet Nakskov 2030 bygger på en række principper for udviklingen.
Udviklingsprincipperne er udarbejdet med fokus på at turismeudvikling skal ses som en løftestang for hele byens udvikling. Dermed skal turismeudviklingen ses som en sammenhæng mellem udvikling af byen for borgerne, og at udvikle byen for turisterne - både borgere og turister skal nyde godt af de nye byrum, oplevelser, tilbud og aktiviteter, og ingen af parterne kan skabe fremtidens Nakskov alene.

Udviklingsprincipperne er: 

Turismeudvikling er også erhvervsudvikling. Turismeudvikling skal ses som erhvervsudvikling, og nye initiativer skal kunne hvile i sig selv og være med til at skabe vækst og arbejdspladser i byen.

Stedet tæller. Turismeudvikling skabes med udgangspunkt i Nakskovs særlige karakter og historie. Vi skal passe på Nakskovs særlige kvaliteter – den velbevarede købstadsbymidte, den rå industrihavn og fjordlandskabet. Og de forskellige steders særlige kendetegn skal styrkes.

Investeringer skal tænkes sammen. Kommunale, kommercielle og almennyttige investeringer skal gå hånd i hånd. Kommunen skal gå foran med investeringer, der viser vilje til og prioritering af indsatsen, og som gør det attraktivt for private og almennyttige investorer at være med. 

Oplevelsen skal fortættes. Udviklingen skal prioriteres skarpt, så oplevelserne fortættes på udvalgte placeringer. Det skaber grundlag for en bæredygtig forretning og styrker oplevelsen af en levende og aktiv by.
For borgere og turister hele året. Hverdagsby og turistby skal støtte op om hinanden. Nye funktioner skal være for både turister og borgere - året rundt.

Kvaliteten løftes. Der skal skabes oplevelser og services af høj kvalitet for flere målgrupper. Der er behov for et grundlæggende kvalitetsløft i Nakskov på tværs af det fysiske miljø, af services og den grundlæggende (turisme)infrastruktur i byen.

Indsatsområder i Nakskov 2030 

Hvis det skal lykkes at tiltrække investeringer, forretninger og skabe en endnu mere attraktiv by for borgerne, er der brug for at prioritere udviklingen. Nakskov 2030 initiativet peger på tre områder, der skal være i fokus for udviklingen i Nakskov: Bymidten, Havnen samt Hestehovedet og fjorden.

Bymidten 

Nakskov har en enestående og meget velbevaret historisk bymidte, som dog mange steder lider af at være nedslidt og mangler oplevelsesmuligheder. Derudover mangler der en bedre forbindelse til havnen, og der er brug for at udvikle bymidte og havn som et samlet hele, så byens mange kvaliteter fremstår endnu mere tydeligt og sammenhængende.

Havnen 

Nakskovs aktive erhvervshavn vidner om byens historie, men inviterer ikke til aktiviteter og ophold i dag. Der er brug for at skabe nye funktioner og oplevelser - bl.a. muligheder for ophold og aktivitet, formidling af havnens karakter, spisesteder og hænge-ud-steder - og for at styrke havnens særlige rå stemning.

Hestehovedet og fjorden 

Hestehovedet har en særlig natur og ligger ud til den ørige fjord, men mangler muligheder for især outdoor-oplevelser. Hestehovedet kan blive en sammenhængende naturpark og være det sted, hvorfra man kan komme ud og opleve fjorden. Dette kræver bedre forbindelse mellem by og Hestehovedet /fjorden og et kvalitetsløft af oplevelsesmulighederne på stedet.

Grafik der viser de tre nedslagsområder på et kort over Nakskov

 

 

Dronefoto af Nakskov
Dronefotografi af Nakskov. Foto: H+ Arkitekter